Nyhed | 6. august 2024
Af Jesper Beese
Det er din folkeregisteradresse tirsdag den 5. september 2024, der er afgørende for, hvilken kommune du skal betale kommuneskat til i 2025. Tænk på det, hvis du står overfor en flytning.
For god ordens skyld bemærkes, at en besparelse i kommuneskatten i nogle tilfælde udlignes af stigende udgifter til ejendomsskat, daginstitutionsbetaling mv., ligesom boligudgifterne har betydning for det samlede regnskab. Men det ændrer ikke ved, at der kan være penge at tjene ved at planlægge flytningen, hvis dette ellers er muligt.
Desuden er det et krav, at den registrerede flyttedato naturligvis stemmer overens med de faktiske forhold.
Tidspunkterne for flytning
Et godt tidspunkt at flytte på, hvis du står for at skulle flytte fra Langeland – eller en anden kommune med en høj skatteprocent – til Frederiksberg kommune, som i øjeblikket har landets laveste kommuneskatteprocent er før den 5. september 2024. Herved betaler du den lave kommuneskat allerede i 2025.
Hvis situationen derimod er den modsatte, at du er på vej til at flytte fra en billig kommune til en dyr kommune – hvad angår kommuneskat – så udskyd flytningen til efter 5. september 2024 hvis det er muligt for dig. Det vil nemlig kunne give dig så stor en besparelse på skatten, at det dækker nogle af flytteudgifterne. Det er nemlig din registrerede bopælsadresse den 5. september 2024 der afgør, hvilken kommune du skal betale kommuneskat til næste år.
Mange penge i forskel
Ifølge Skatteministeriets oversigt over kommuneskatteprocenterne i 2025 svinger de mellem 23,4 % (Vejle) og 26,3 % (Langeland m.fl.). Altså en forskel på 3,2 procentpoint.
Kommuneskatten beregnes af vores nettoindkomst. Den skattepligtige indkomst. Et ægtepar med en samlet nettoindkomst på 600.000 kr., der fx flytter fra Vejle til Langeland kommune, kan med de nugældende skattesatser således se frem til en årlig stigning i kommuneskatten på 17.400 kr. – svarende til 1.450 kr. om måneden – fordi der i øjeblikket er 2,9 procentpoints forskel mellem kommuneskatten i de to kommuner.
Skatteloftet tager noget af virkningen
I de husstande, hvor der betales topskat, vil de særlige skatteloftsregler i mange tilfælde reducere betydningen af forskelle i kommuneskatteprocenterne.
Hvis summen af de statslige skatteprocenter (topskatten, bundskatten og sundhedsbidraget) og den kommunale skatteprocent (en eventuel kirkeskat indgår ikke) overstiger 52,07 % (2025), nedsættes satsen for beregning af topskat nemlig med forskellen. Der gælder endvidere et særligt skatteloft for positiv nettokapitalindkomst.
Denne publikation er skrevet i generelle vendinger og skal alene betragtes som generel vejledning. Du bør ikke handle eller undlade at handle uden at have fået professionel rådgivning.
Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du naturligvis velkommen til at kontakte din sædvanlige kontaktperson hos RevisorGruppen på telefon +45 62 22 02 12.
RevisorGruppen er en del af Danrevi-samarbejdet. Har du lyst til at modtage aktuelle nyheder vedrørende skat, moms og afgifter? Så tilmeld dig Danrevi’s nyhedsbrev, der udsendes 1 – 2 gange pr. måned.
Alle rettigheder © RevisorGruppen, Svendborg | Website + hosting @ IN FACT · INILAB